Overnatning / Glamping

lørdag den 30. maj 2015

Link til maj måneds haveprogrammer.

Linkene til både det korte og lange program, fra maj måneds havetv fra Fru Pedersens have.


Det korte program HER


Det lange program HER


fredag den 29. maj 2015

Insekthotel.

Vi har bygget et insekthotel til insekterne i haven. Hotellet var sjovt at bygge, så nu bliver det spændende om der mon er nogen der flytter ind. Mariehøns måske :-)
Vi har bygget insekthotellet af materialer vi havde i forvejen, så det er rent genbrug. Selve hotellet er bygget af gamle murertreller, en gammel plade som tag, og lidt kyllingetråd sat på forsiden, så fuglene ikke hugger indboet :-)
Hotellet kan laves i de mål og de materialer der er til rådighed.



Murertrellerne saves til.


Samles til en kasse, med rum i.


To stykker plade samles til tag.


På forsiden sættes kyllingetråd, så indboet kan holdes på plads.


Insekthotellet fyldes med hvad man har, af træskiver, træstammer, gamle mursten med huller, tegl tagsten, kogler, blade, tagrør, potter og bark. Kun fantasien sætter grænser for hvad der kan bruges.


Det færdige insekthotel, en fryd for øjet og forhåbentlig også for insekterne.


Du kan se hvordan vi byggede insekthotellet i udsendelsen HER

torsdag den 28. maj 2015

Havetv maj 2015

På grund af valget, er det kun den lange udsendelse der har været i aften. Begge udsendelser bliver sendt lørdag aften.
Du kan se den lange udsendelse HER



mandag den 25. maj 2015

Pinsebesøg.

Jeg har her i pinsen, haft den store glæde at have besøg af Heike, som har bloggen Haven med hunden. Hun havde sin dejlige og haveintresserede bedstemor mor. Skønt at kunne dele haveglæden med et familiemedlem. 
Du kan se og læse om besøget HER 



Heike og hendes bedstemor.

Snakken kom vidt omkring, blandt andet på mit opvaskestativ, som ikke er nemt at finde, Heike ønskede sig et til sit drivhus. Jeg har fundet et der ligner, det kan købes HER

Billederne i dette indlæg er Heikes.


søndag den 24. maj 2015

Lykken er en jordbærplante.

I vores drivhus er en enkelt jordbærplante i ampel, det er Merles jordbær. Hver gang hun kommer på besøg er hun lige inde og se til planten og spise de jordbær der er blevet røde. Det er ren fryd.

De små fingre kan selv plukke jordbærene og pille blomsten af.


Uhmmm, ren livsnydelse.


Så er Merle klar til nye eventyr, fuld af spilopper og godt humør. Skønt med sådan en lille krudtugle.

Merle er 2 år og vores ældste barnebarn.

fredag den 22. maj 2015

Blomstrende rede.

Den anden dag opdagede jeg noget redemateriale stritte ud bag en hornviol, på hylden på terrassen i haven. Op på bænken og stå, så jeg kunne se hvad det var, og en fin solsorterede var blevet lavet, helt uden jeg havde opdaget det.


Ikke nem at få øje på. Godt gemt bag hornvioler.


mandag den 18. maj 2015

Lysegrøn frodighed.

Den lysegrønne friske farve, som kun ses om foråret er noget helt specielt og særligt. Starten på en ny sæson i haven, med alt hvad den indebærer. Jeg elsker denne årstid, og alle de friske og rene farver.

Det lille lysthus er næsten pakket ind i lysegrøn frodighed. Har du lyst at kigge indenfor, så se HER


Hornviolerne er smukkere og større nu.


Skovbundens forårsløg er nu ved at blive afløst af bregner og hosta.
Gæssene ser ud til at nyde alt det grønne :-)
Du kan se mere om gæssene HER



søndag den 17. maj 2015

Gang i køkkenhaven.

Nu er der ved at være godt gang i køkkenhaven. Salaten som jeg plantede ud for 3 uger siden, i mini drivhuset, har taget rigtig godt fat, og vi kan snart begynde at spise frisk salat.


Uhm... friske, sprøde salater.


I højbedene vokser ærter, løg og kartofler rigtig godt.


Jordbærrene blomstrer så fint. Så varer det ikke så længe inden vi igen kan plukke søde og duftende jordbær.


lørdag den 16. maj 2015

Besøg Tante Grøn og Fru Brunn, skønne åbne haver.

Denne weekend er der flere åbne haver, bla Bruuns have se mere HER

Billedet er lånt fra Bruuns Have

Tante Grøns have på Mors, kan også besøges i denne weekend. Se mere HER


Og så selvfølgelig min egen Fru Pedersens have, den kan du læse mere om HER



fredag den 15. maj 2015

Trængsel i drivhusene.

Der er trængsel i drivhusene lige nu. Sommerblomsterne venter på mildere temperaturer, så de kan komme ud i haven. Men et skønt syn med den farverigdom, og der dufter også ganske dejligt. Et herligt sted at opholde sig, når vejret ikke er det bedste.




Jeg glæder mig nu til vejret bliver mildere og sommerblomsterne skal plantes over i større potter. Så skal de rundt på havens terraser, i stilleben og hvor de ellers vil gøre sig godt.


Når drivhusene er tomme, skal de vaskes og der skal plantes tomater og andre lækkerier ud.

onsdag den 13. maj 2015

Manglende blogindlæg.

Det sidste stykke tid, har jeg ikke været så flittig med at blogge. Det skyldes at jeg har haft vildt travlt herhjemme i haven. Samt vores ældste datter og hendes familie er flyttet ind på deres nye gård. Og jeg vil så gerne det hele :-) Så det er gået lidt ud over blogindlæggene. 

I går var en meget travl dag med både havegæster og B&B gæster. Da jeg gik i min seng i aftes havde der været besøg af over 110 gæster i haven og der var lavet utallige kander kaffe. Kaffen gjorde godt, da vejret var koldt og regnfuldt. Den sidste busfuld var til et arrangement med bolig og haveinspiration 

I dag er her stille og roligt, B&B gæsterne har fået deres morgenmad, dyrene er fodret og nu sidder jeg lige så stille her ved PCen og slapper lidt af. Om lidt skal jeg snakke næste måneds havetv med Margit, så hun kan få lavet manuskript.
Derefter skal jeg i gang med at forberede de ting vi skal bruge og lave i næste udgave af Fru Pedersens have. Hvilket jeg allerede er i gang med inde i mit hoved, og de første bunker af materialer er samlet :-)

Håber på sol og tørvejr i dag, så græsset kan blive klippet og gruset revet, så haven er fin til åben have i morgen, hvor det jo er helligdag. 

I aften kommer John hjem efter nogle dages arbejde på Fyn, det er rigtig dejligt :-) 


søndag den 10. maj 2015

Ævlebævle på besøg.

Har i dag haft bloggerbesøg. Jeannett med bloggen Ævlebævle og hendes mor. Som altid meget hyggeligt at hilse på medbloggere. Jeannett har lavet et indlæg om besøget, som du kan se HER. Jeg elsker at se andres billeder fra min have, da de altid ser noget andet end jeg selv ser, så se min forårshave gennem Jeannetts øjne. Jeannett blogger om have, lidt bolig og kreating. Så se dig lidt omkring på hendes blog.





Billederne herover er taget af Jeannett fra Ævlebævle.

Det fine vejr lokkede mange gæster til at besøge Fru Pedersens have i dag. Mange med deres mor eller svigermor i anledning af morsdag.
Jeg selv blev forkælet af mine børn med gaver og aftensmad.

fredag den 8. maj 2015

Åben have 2015.

Så er åben have sæsonen startet i Fru Pedersens have. Fra 1 maj-30 september, er haven åben lørdage, søndage og helligdage kl. 13-17, samt efter aftale. 
I hele juli og august er haven åbent dagligt fra kl. 13-17, samt efter aftale.


Fru Pedersens have
Skalstrupvej 36
7570 Vemb
Tlf. 40259625
Har du/I ønske om at komme udenfor havens åbningstid, skal der laves en aftale telefonisk først, da jeg ønsker at være hjemme, når der kommer havegæster. 

torsdag den 7. maj 2015

Beborere i potteskuret, og sarte gule farver.

I vinters fandt jeg i en genbrugsbutik et stort papegøjebur, til den nette sum af 100 kr. Det måtte med hjem og ideen om et par søde småfugle opstod. Valget faldt på et par nymfeparakitter, da de skulle være rolige og hvis man er ihærdig kan man lære dem at sige lidt. De bor i potteskuret, og det er så hyggeligt med selskab deromme. De har nogle dejlige syngende lyde, helt anderledes en de lyde fra havens øvrige vilde fugle.


Sarte svovlgule farver er jeg glad for her om foråret.


Hundetand, som blev delt for nogle år siden, er blevet til store fine buske.


mandag den 4. maj 2015

Opskrift på mælkebøttesirup.

Synes lige at i skal have opskriften på mælkebøttesirup igen, da det er meget aktuelt lige nu :-)  
Min mand er ikke så vild med mælkebøtteblomster, så tænkte at noget sødt og velsmagende, kunne formilde hans syn, på den meget lidt yndede blomst. Jeg synes til gengæld at det er en smuk blomst, som jeg bliver glad af at se på. Dog luger jeg den væk i bedene.


Opskrift på mælkebøttesirup.
500 g mælkebøtteblomster 
2 økologiske citroner
2½ l vand
2 kilo rørsukker

Mælkebøttehovederne og citronerne i skiver, koges i vandet i 10 min.
mælkebøtterne sies fra, først i et dørslag, og derefter gennem en stofble.
Derefter tilsættes rørsukkeret og det koger i ca. 1½ time. Lav en størkningsprøve, hvis det stivner, hældes på skoldede atamon skyllede små glas. 


Mælkebøttesiruppen dufter og smager himmelsk.


Min mand var begejstret, for den lækre sirup. Jeg spurgte ham om han nu troede vi havde mælkebøtter nok, eller om vi måske skulle til at avle dem, men han mente at det nok rakte med dem vi havde :-)


Dette indlæg er fra sidste forår, og udsendelsen, hvor vi lavede mælkebøttesiruppen i, kan ses HER

søndag den 3. maj 2015

Ukrudtspesto.

En hjemmelavet delikatesse, sprængfyldt med gode vitaminer og mineraler, der smager skønt. Når nu man har ukrudt, kan man jo lige så godt få noget fornuftigt ud af det :-)

Opskrift :
Alle mål er cirkamål.
3 dl. spæde skud af skvalderkål, mælkebøtte, brændenælde, ramsløg, sødskærm, purløg, og hvad man ellers lyster af spiselige urter. Skylles godt, brændenælder overhældes med kogende vand.
1 dl. pinjekerner
½ dl. reven  parmesan
1 dl. koldpresset olivenolie
Saften af en halv citron, evt. lidt af skallen revet i
Salt og peber
Hakkes i foodprosser eller minnihakker.


Vi bruger pestoen ovenpå spegepølsemadder, som tilbehør og på nogle lækre små brød.
Skiver af groft brød, smurt med pestoen, lidt tomater og reven ost, og så en tur i ovnen. Så har man den lækrestre tilbehør til kød og kylling.


Plantepinde af gammelt bestik.

Vi har lavet nogle plantepinde af gammelt bestik. Teksten er slået ind i metallet med stålbogstaver. En god, dekorativ og sjov måde at lave holdbare planteskilte på.



Stålbogstaverne er købt HER hos GlobalTools.


Noget gammelt bestik. Bestikket skal være så fladt som muligt på skaftet, for det bedste resultat. Vi brugte bogstaver i 4mm højde.


Hr. og Fru Pedersen hjælper hinanden. Underlaget skal være noget der ikke fjedrer, vi brugte et stykke gammel jernbjælke. Hvis man bruger træ som underlag, fjedrer det og bogstaverne bliver ikke så tydelige.


De nye planteskilte er brugt i den nye krydderurte krukkehave.


Du kan se udsendelsen hvor vi lavede plantepindene i HER
PS. Fingeren har det godt og blev ikke blå, men ondt gjorde det :-)